Møntsamler.net
  • Forside
  • Vurdering
    • Falsknerier
    • Værdi
  • Redskaber
  • Litteratur
  • Links
  • Kontakt
  • Forside
  • Vurdering
    • Falsknerier
    • Værdi
  • Redskaber
  • Litteratur
  • Links
  • Kontakt
Detektorfund og danefæ
Billede
Det har efterhånden udviklet sig til lidt af en folkesport at gå på skattejagt med metaldetektor. De fleste detektorfolk er ordentlige mennesker, der har sat sig ind i reglerne og aldrig kunne drømme om at sælge eller beholde noget, der ikke tilhører dem. Men der er nybegyndere og brådne kar, der begår fejl. Et godt råd er at melde sig ind i en detektorklub, når du begynder på denne hobby. På den måde lærer du hurtigt reglerne, og du får gode venner at dele din interesse med.
Her på siden bliver der ikke gået i detaljer med reglerne - det er kun en kort guide, og den har især fokus på mønter. Har man brug for at se reglerne i detaljer, bør man besøge Nationalmuseets hjemmeside. Er man i tvivl, kan man kontakte sit lokale museum.

Hvad er danefæ?
Danefæ er genstande fra fortiden, som findes i jorden, og som enten er lavet af ædelt metal eller har kulturhistorisk værdi. Danefæ tilhører staten og skal derfor indleveres på dit lokale museum. Reglen skal sikre, at værdifulde arkæologiske fund ikke ender i private lommer, men i stedet på museer, hvor vi alle kan have glæde af dem, og hvor der bliver passet godt på dem.

Hvilke mønter er danefæ?
  • Alle mønter af guld, uanset alder
  • Alle mønter fra oldtiden (antikken), vikingetiden og middelalderen frem til 1536, uanset metal
  • Alle større sølvmønter efter 1536, eksempelvis dalere
  • Alle mønter som indgår i et skattefund (dvs som ligger eller har ligget samlet), uanset alder og metal
  • Er du i tvivl? Spørg dit lokale museum eller kontakt Nationalmuseets afdeling for numismatik.

Hvad gør man, hvis man finder en mønt, som er danefæ?
  • Registrer præcis hvor den er fundet og i hvilken dybde. Brug GPS.
  • Vær forsigtig med mønten, da gamle mønter kan være skrøbelige. Rens den ikke hårdhændet, men skyl den blot under vand. Er den bøjet, så prøv ikke at rette den ud.
  • Print og udfyld følgeskemaet på denne side før indlevering til dit lokale museum.
  • Find dit lokale museum på denne side og kontakt dem.
  • Vær tålmodig. Det tager måneder at få bestemt et fund - ikke fordi museerne hænger i bremsen, men fordi mængden af detektorfund stiger og stiger, men statens bevillinger til museerne gør det ikke muligt at ansætte flere, så man kan få bugt med "puklen".
  • Som regel vil en mønt, som er danefæ, udløse en dusør. Det kan du læse mere om her.

Det er forbudt at handle med danefæ
  • I sagens natur er det forbudt at sælge en mønt, der er danefæ, uanset hvor og hvordan. Også i udlandet. Det er helt enkelt strafbart.
  • Men det er også forbudt og strafbart at købe den. Det er ikke spor anderledes end at købe en "brugt" mobil, der viser sig at være stjålet. Det er dit ansvar, også selv om mønten er købt i god tro. Tænk før du køber.
  • Træn dig selv i at se forskel på en mønt, der er fundet i jorden, og en mønt der ikke er. Overvejer du at købe en mønt, der er et jordfund, så stil kritiske spørgsmål til sælgeren.
  • Husk at det ikke er alle jordfund, der er danefæ. Se listen længere oppe på siden. Falder en jordfunden mønt uden for listen - hvis det fx. er en gammel 2-øre - er der ingen problemer i at handle med den.
Powered by Create your own unique website with customizable templates.