Rensede mønter
Det bedste råd angående rensning af mønter har alle dage været: lad være!
Der er alt for mange eksempler på, at ukyndige samlere har ødeladt ellers pæne og samleværdige mønter med pudsning, overdreven brug af syre eller andre former for hærværk - skader, som mønten i bedste fald skal bruge en menneskealder på at komme sig over, og som i værste fald ødelægger den for stedse. Pudser eller polerer man fx en mønt, så efterlader man en mængde små ridser på den, som aldrig vil forsvinde igen.
Generelt er rensning noget, som reducerer værdien af en mønt drastisk. Møntsamlere foretrækker mønter, der ser ud som om, at de faktisk har alderen med sig. De fleste metaller udvikler gennem årene en naturlig toning, og netop sådan skal mønter se ud - naturlige. Også selv om de har et par pletter.
Hvis man endelig vil eksperimentere med at rense mønter, så skal man øve sig på værdiløse eksemplarer. Og man skal finde noget litteratur om emnet, så man kan blive klogere på, hvordan man undgår at gøre skade på mønten. Men én ting er sikkert: mønter kan aldrig pudses eller poleres. Denne proces vil med garanti ødelægge mønten.
Når alt dette er sagt, så findes der lykkelige historier om rensninger af mønter, som faktisk gik godt, og som gjorde noget godt for mønten. Men sådanne rensninger er naturligvis foretaget af folk, der har forstand på, hvad de gør!
I de følgende gives der lidt tips omkring, hvordan man kan se, om mønter i bestemte metaller er renset på en skadelig måde. Listen herunder er en hjælp, men ikke nødvendigvis udtømmende.
Der er alt for mange eksempler på, at ukyndige samlere har ødeladt ellers pæne og samleværdige mønter med pudsning, overdreven brug af syre eller andre former for hærværk - skader, som mønten i bedste fald skal bruge en menneskealder på at komme sig over, og som i værste fald ødelægger den for stedse. Pudser eller polerer man fx en mønt, så efterlader man en mængde små ridser på den, som aldrig vil forsvinde igen.
Generelt er rensning noget, som reducerer værdien af en mønt drastisk. Møntsamlere foretrækker mønter, der ser ud som om, at de faktisk har alderen med sig. De fleste metaller udvikler gennem årene en naturlig toning, og netop sådan skal mønter se ud - naturlige. Også selv om de har et par pletter.
Hvis man endelig vil eksperimentere med at rense mønter, så skal man øve sig på værdiløse eksemplarer. Og man skal finde noget litteratur om emnet, så man kan blive klogere på, hvordan man undgår at gøre skade på mønten. Men én ting er sikkert: mønter kan aldrig pudses eller poleres. Denne proces vil med garanti ødelægge mønten.
Når alt dette er sagt, så findes der lykkelige historier om rensninger af mønter, som faktisk gik godt, og som gjorde noget godt for mønten. Men sådanne rensninger er naturligvis foretaget af folk, der har forstand på, hvad de gør!
I de følgende gives der lidt tips omkring, hvordan man kan se, om mønter i bestemte metaller er renset på en skadelig måde. Listen herunder er en hjælp, men ikke nødvendigvis udtømmende.
|
|
|
Bronze og kobber-mønter får ofte en lidt for kold rød farve af rensning. De ældre danske bronzemønter fra perioden 1874-1965 er normalt varmt rødbrune eller gulligrøde i farven, når de er i god kvalitet - ikke helt røde. En gammel dansk bronzemønt kan næsten få samme farve som en nyslået 50-øre, hvis man renser den, og så er den helt gal. I det viste tilfælde er mønten til venstre renset; mønten i midten er urenset og let cirkuleret, mens mønten til højre er ucirkuleret og urenset.
|
|
Aluminiumsbronze er lige som bronze og kobber et sårbart metal, hvis man renser det. På danske mønter bliver farven normalt helt forkert, og mønten skal i bedste fald bruge en menneskealder på at blive sig selv igen. Ældre danske kronemønter i aluminiumsbronze kan også blive alt for blanke, hvis man renser dem - de får en højglans, som disse mønter oprindelig aldrig har været født med. På billederne er det mønten til venstre, der er renset.
|
|
Kobbernikkel kan i nogle tilfælde få et svagt gulligt eller rødligt skær, hvis det bliver renset, især hvis mønten renses med syre. Ellers er den typiske skade, at en cirkuleret mønt kommer til at se overdrevet ren og blank ud, selv om sliddet på mønten fortæller en anden historie.
|
|
|
Sølv ser man ofte renset med silverdip eller pudsemidler. En sølvmønt kan i princippet godt tåle silverdip, men ikke altid hvis blandingen er gammel og tidligere brugt. Og så har silverdip ofte den kedelige sideeffekt, at mønten kommer til at virke overdrevet ren og blank, hvilket kan virke malplaceret på en gammel mønt. Bruger man pudsemidler - ja, så er mønten ødelagt. Punktum. Den får en masse mikroskopiske ridser, der aldrig forsvinder igen.
|
|
Guld og andre meget ældre metaller er der sjældent behov for at rense, fordi de ikke løber an. Alligevel ser man jævnligt at folk pudser eller blot polerer guldmønter, og det efterlader mønten med en masse mikroskopiske ridser, der effektivt ødelægger den. Man står tilbage med noget, der ofte kun er metalværdien værd.
|
|
