Skader, skavanker og hærværk

Når man sætter en kvalitetsbetegnelse på en mønt, eksempelvis 1+, forholder man sig normalt kun til mængden af slid på mønten. Men mønter er brugsgenstande, og derfor kan de med tiden opnå en række skader, der bør nævnes sammen med kvalitetsbetegnelsen, fordi de trækker ned i værdien.

Man skelner skarpt mellem skader, der er opstået under produktionen - disse kan gøre mønten mere værd - og skader, som er påført mønten efter produktionen - som normalt gør mønten mindre værd.

Herunder ser du en guide til en række af de uheld, som mønter kan blive ramt af.




Kanthak regnes som en skade, der går ud over møntens værdi. Tommelfingerreglen er: bittesmå skader - lille betydning. Større eller flere skader - større betydning. Skaderne på kanten opstår typisk, hvis mønten falder ned på et hårdt eller skarpt underlag, eller hvis den udsættes for hærværk.

Blanketfejl er en medfødt fejl, der kan vise sig på flere måder. På nyere, maskinprægede mønter ses det oftest som mørke striber i metallet, der kan ligne beskidte ridser. Denne type fejl er mest almindelig på de gule ½, 1 og 2-kroner. Fejlen skyldes dårlige blanketter, og mønten er derfor født med fejlen. Ikke desto mindre går det ud over værdien - jo større blanketfejl, jo værre. En sjælden gang støder man dog på så groteske blanketfejl, at de i sig selv kan være interessante for samlere. Det kan fx være, at noget af mønten simpelthen er knækket af, fordi urenheder har gjort metallet skørt.

Ridser kan både forekomme på den grove måde, hvor en mønt har været i klemme eller er blevet mishandlet - eller på den mindre synlige måde, hvor de skyldes pudsning eller aftørring. På eksemplet ses en række næsten parallelle meget fine ridser ("hairlines") på tværs af kongens portræt. Det er spor efter aftørring, ikke pudsning. Og selv om mønten stadig er flot, så er dens værdi påvirket af denne skade. Se godt efter - folk har en tendens til at overse den slags skader, hvis mønten i øvrigt er flot.

Grafitti er betegnelsen man bruger, hvis der er skrevet på eller ridset i mønten. I gamle dage var det ikke usædvanligt at ridse sine initialer ind i de mønter, man havde i sin samling. Derfor møder man undertiden gamle danske mønter med denne skade. Det hændte også, at man skrev inventarnummer på mønterne med blækskrift. På nyere mønter møder man oftere grafitti i form af bevidste ridser på mønten eller at der fx er tegnet på mønten med sprittusch. Teknisk set er grafitti hærværk, som reducerer møntens værdi, men nogle samlere finder det meget morsomt på ældre mønter, hvis det ellers er lavet nogenlunde pænt. På en nyere mønt regnes det i højere grad som noget, der har ødelagt mønten. 

Lodde- og smykkespor ses jævnligt på især ældre mønter. Der kan være loddet en øsken på eller mønten kan fx være monteret som broche med påloddet nål. Normalt ødelægger det mønten og bringer dens værdi ned på den eventuelle metalværdi - kun meget sjældne eller eftertragtede mønter vil være noget værd, hvis de er så skadede. Hvis mønten er repareret betragtes den stadig som skadet, men det afhænger af skadens omfang. Nogle samlere kan godt leve med diskrete spor på kanten fra en øsken, mens andre stadig betragter mønten som ødelagt. Under alle omstændigheder skal man aldrig betale fuld pris for en repareret mønt. Se dig for ved køb: en dygtig guldsmed kan camouflere det mest utrolige og endda reparere ellers ødelagte detaljer på mønten, men det kan altid ses, hvis man er opmærksom. 

Tæring i blanketten er almindeligt ved mønter, som har ligget i jorden eller har været i kontakt med syre, tobak eller lignende. I det viste tilfælde - en sjælden 1 øre 1881 - er det så slemt, at mønten er helt ødelagt. Selv om det grønne ir godt kan fjernes ved en hårdhændet rensning, vil det efterlade sig spor i form af utallige små kratere i møntens overflade. Ved almindelige årgangsmønter vil selv en lille smule tæring reducere værdien drastisk. Handler det om sjældnere mønter, kan de stadig være lidt værd - hvis man kan finde den rette køber. Tæring viser sig som ir på kobber- og bronzemønter, som rust på jernmønter og som zinkpest på zinkmønter (se mere om dette længere nede på siden). 


Skidt og snavs er ganske almindeligt på mønter. Bliver der for meget af det, trækker det ned i værdien. Pletter og snavs skal altid nævnes i forbindelse med kvalitetsvurderingen af en mønt. Normalt bliver man mere og mere tolerant over for lidt pletter og snavs, jo dårligere møntens kvalitet er - ucirkulerede mønter må naturligvis ikke være beskidte. Snavs kan gøre en mønt vanskeligere at vurdere, men man skal passe på med at rense mønter. Det er let at komme til at gøre mere skade end gavn. Mønten på billedet er et fint eksempel på, hvordan en lille plet på et uheldigt sted kan gøre en ellers pæn mønt noget mindre attraktiv.

"Grønne mønter" er et fænomen, man kan møde hos mønter, som har været opbevaret i de gammeldags indstiksalbum med sider i blødt, pvc-holdigt plast. PVC'en (eller andre blødgørende kemikalier) reagerer over tid med kobberet i mønterne, og resultatet bliver en klistret mønt med grønne "aflejringer". Fugt kan også skabe denne effekt, så det gælder om at opbevare sine mønter ved lav luftfugtighed. Det fedtede lag kan normalt fjernes uden at skade mønten (hvis man ved, hvordan man gør!), så længe det ikke er for omfattende. Får den grønne substans lov til at sidde for længe, udvikler den sig til en permanent skade på mønten, som ikke kan fjernes. Hvis mønter er grønne og klistrede, trækker det normalt ned i vurderingen.

Zinkpest er en oxidering af metallet i zinkmønter - med andre ord svarer det til ir på bronze-mønter. Det starter som en lille, hvid prik på størrelse med et knappenålshoved, og så vokser det hurtigt. Er mønten først ramt af zinkpest, er den lige til at smide ud. Det kan fjernes ved at syrebehandle mønten, men dette vil efterlade små kratere i overfladen. Zinkmønter får pest af at ligge sammen med andre zinkmønter - ved at ligge i for høj luftfugtighed - eller ved at ligge i syreholdig luft, fx i rygerhjem. De er med andre ord meget svære at beskytte. Og er de først ramt, så er værdien af dem i de allerfleste tilfælde reduceret til nul.

Love tokens fremstilles ved, at man helt eller delvis glatsliber den ene side af en mønt og derefter indgraverer sin elskedes initialer eller navn. Til tider forsynes mønten også med en øsken til brug som smykke. Dermed er mønten fysisk set helt ødelagt. Alligevel finder nogle samlere disse love tokens sjove, fordi de jo alle - i sagens natur - er unikke. Som udgangspunkt handles de til lav pris, men der kan være undtagelser.

Kontramarkering betyder, at mønten er overstemplet. Dette kan være sket officielt (statsligt) eller som reklame, og i dette tilfælde kan mønten stadig have en værdi. Andre gange ser man, at folk på mere privat basis har overstemplet en mønt, og så er vi mere ovre i afdelingen for skader, der trækker ned. Der findes dog samlere, der også finder disse private kontramarkeringer interessante.

Beklædning med andre metaller - typisk forsølvning eller forgyldning - har folk gennem tiden fået lavet af deres særlige lykkemønt eller af andre årsager. I nyere tid ser man også, at ældre mønter forgyldes og sælges til samlerbrug. Eller at private firmaer opkøber samlermønter i sølv og fremstiller små oplag af disse mønter med hel eller delvis forgyldning. I sidstnævnte tilfælde er mønten ikke ødelagt, men i alle de øvrige nævnte tilfælde er der tale om en skade, som mere eller mindre ødelægger møntens værdi. Men derfor kan den jo godt være et sjovt og "skævt" samlerobjekt.