Ordbog

Møntvurdering fra A til Z!

Blanketfejl: En medfødt fejl i den blanket, mønten er præget på - det vil sige, at den har været der lige fra det øjeblik, mønten blev præget. Blanketfejl kan vise sig på rigtig mange måder, lige fra mindre urenheder i metallet, som giver "striber" på mønten (ses fx på de gule ½, 1 og 2-kroner), til større og mere markante fejl. Blanketten kan være revnet i kanten under prægningen eller metallet kan være flækket på langs eller på tværs - sådanne fejl er yderst sjældne på moderne mønter. Endelig kan der være tale om fejl i forbindelse med udstandsningen af blanketten, hvor den enten har en forkert størrelse eller simpelthen mangler noget af metallet. Blanketfejl forringer normalt en mønts værdi, men store blanketfejl kan være interessante for nogle samlere, fordi de er sjældne. Blanketfejl må i øvrigt ikke forveksles med prægefejl - se også dette opslagsord.

Blanketrevne: På ældre håndprægede mønter kom prægemesteren med mellemrum til at være for hårdhændet. Blev mønten præget med for stor kraft (eller var metallet af dårlig kvalitet), kunne blanketten helt enkelt revne under prægningen. Dette regnes altså som en medfødt skade, men det er alligevel noget, der normalt trækker ned i værdi.

Fladpræg: Udtrykket dækker en mønt, hvor nogle af detaljerne fra starten ikke er ordentligt præget, og hvor de virker flade og uformelige. Den slags fejl ses ofte på de danske jernmønter. Fejlen kan både skyldes utilstrækkeligt prægetryk, men også at små metalstumper har sat sig fast i stemplet og fyldt de finere detaljer op, så de ikke kan gengives på mønten. Fladpræg regnes af mange samlere som et minus ved mønten.

Grafitti: en fælles betegnelse for, at der er "skrevet" på mønten. Enten i bogstavelig forstand, fx med blækskrift, eller ved at man har ridset i møntens overflade. Normalt trækker grafitti ned i møntens værdi, alt efter hvor synligt det er. Der kan dog være undtagelser. I gamle dage så man ind imellem, at samlere helt enkelt skrev inventarnumre på deres større mønter med blæk. Sådanne mønter dukker jævnligt op til salg, og nogle samlere finder det meget morsomt, mens andre går udenom. I gamle dage kunne folk også finde på at ridse ejermærker eller initialer ind i mønterne.
Grafitti kan dog også være politisk propaganda (som man fx jævnligt ser på 5 øre 1941 aluminium - og det kan trække op i møntens værdi) eller mere personlige ting som fx datoer, navne eller lignende. Og endeligt kan det være uforståeligt krims-krams, som helt enkelt må regnes som hærværk og prissættes derefter.

Gnubning: Dette udtryk betyder, at de allerhøjeste punkter på en mønt er påvirket af friktion - fx ved, at mønten er skubbet hen over en overflade - men at intet er slidt væk. Der må ikke mangle nogen detaljer overhovedet. Gnubning medfører blot, at en detalje på mønten, som ved prægningen var rundet i toppen, nu er en lille smule mere flad. Det kræver forstørrelsesglas at se gnubning på en mønt - men det er vigtigt, for gnubning eller ej er ofte reelt forskellen på kvalitet 0 og 01. Udfordringen for den uerfarne samler kan være, at det til tider kan være svært at se, om "fladheden" skyldes gnubning eller dårligt præg.

Kronen: På rigtig mange danske mønttyper er der en krone afbildet, og den kan være afgørende når man skal bestemme møntens kvalitet. Kronen består af en ring nederst, en række (akantus)blade, en række bøjler og et rigsæble øverst. Se på illustrationen hvilke udtryk der dækker hvad.

Loddespor: Der er blevet loddet noget på mønten. Det kan enten være en nål, som dermed forvandler mønten til en reversnål eller en broche, eller også kan det være en øsken eller anden form for dekoration på kanten. Loddespor påvirker altid møntens værdi negativt - jo større skade, des mindre værdi. Dette gælder både hvis den påloddede genstand stadig befinder sig på mønten, eller hvis den efterfølgende er fjernet og kun har efterladt sporene.

Møntskær: Når en mønt er helt nypræget, så har metallet et blankt og naturligt udseende. Dette betegnes som møntskær. Hvordan møntskæret udvikler sig over tid afhænger fuldstændig af, hvordan mønten opbevares. Uskadte mønter med originalt møntskær er altid mest værd. Men ofte bliver mønten med tiden mat eller patineret - og om det opfattes som en skade eller ej er noget, der deler samlerne. En mønt, som har mistet for meget af sit originale møntskær, kan ikke betegnes som kvalitet 0. Heller ikke selv om den fysisk er helt uskadt. Og husk: møntskær kan normalt ikke "genskabes" ved at rense en mønt. Som regel får det den bare til at se helt forkert ud. Se evt. siden om rensede mønter.

Patina: De fleste metaller ændrer med tiden overflade, når de er i kontakt med atmosfæren. Kun de mest ædle metaller - guld og platin - ændrer sig ikke. Processen er helt naturlig. Patina kan vise sig som pletter på mønten eller over større områder. Ofte påbegyndes en patinering ved møntens kant og bevæger sig ind mod midten, men på visse metaller - fx bronze og zink - kan patineringen også vise sig som parallelle striber hen over mønten. Det kræver tid og ro, for at en patinering kan dannes, og derfor ses den oftest på mønter i høj kvalitet, fordi der ikke har været "pillet" så meget ved dem. Det er meget forskelligt, hvor "pæn" patina er, og samlerne er da også meget delte i forhold til, om det er attraktivt eller ej. Farverne kan variere over hele spektret, lige fra sort over gylden til sågar rød, grøn og blå. Undertiden ser man mønter med falsk og kunstig patinering - de kan ofte kendes ved, at de slet ikke er gamle nok til at have udviklet så intense farver. Dén proces tager mindst nogle årtier.

Perforering: mønten er blevet gennemhullet eller forsøgt gennemhullet. Dette trækker altid mærkbart ned i værdien på mønten. Dette gælder naturligvis ikke, hvis mønten er "født" med et hul i midten, eller hvis den fra officiel side er blevet tilbagekaldt for at få udstandset et hul og derefter sendt i cirkulation igen (som tilfældet var med den grønlandske 25 øre 1926).

Prægefejl: En fejl på mønten, som er opstået i forbindelse med prægningen, og som stammer fra stemplet, ikke fra blanketten. Prægefejl skyldes normalt, at møntstempler naturligt slides over tid. Dette kan medføre, at præget ikke bliver skarpt nok eller at små eller større detaljer kommer til at mangle. Normalt gør dette mønten mindre værd, lidt afhængigt af, hvor markant prægefejlen er. I sjældnere tilfælde opstår der større prægefejl, hvor mønten fx ikke er præget hårdt nok (manglende prægetryk), eller hvor stemplerne ikke har ramt midt på blanketten, så en del af præget falder uden for mønten. Sådanne fejl er forholdsvis sjældne på moderne mønter, og for den rigtige samler kan disse mønter være penge værd. Prægefejl må ikke forveksles med blanketfejl - se også dette opslagsord.

Reparation: i mange tilfælde er det teknisk muligt, eksempelvis for en guldsmed, at reparere skader på en mønt. En dygtig guldsmed vil fx ofte kunne delvis skjule perforeringer (se dette) eller loddespor (se dette). For et utrænet øje kan det umiddelbart være svært at se. En repareret mønt er naturligvis bedre end en mønt med en stor skade, men mønten regnes stadig som beskadiget og skal derfor ikke handles til fuld pris. Og så har kvaliteten af reparationen også meget at sige. Det er ikke alle reparationer, der er lige heldige.

Toning: se "Patina".